Tjekliste til brug ved forelæggelse af sager/retssager for Retslægerådet
 
Retslægerådet har, senest i årsberetningen for 2008, ajourført vejledningen vedrørende forelæggelse af civile sager for Retslægerådet med henblik på at sikre, at rådet straks kan påbegynde sagsbehandlingen til gavn for alle, herunder sagens parter og de forelæggende offentlige myndigheder.
 
Den ajourførte vejledning har for så vidt angår anmodningen om fremsendelse af spørgetemaer digitalt via rådets e-mailadresse: retslaegeraadet@retslaegeraadet.dk vist sig at have den ønskede effekt og har samtidig været medvirkende årsag til de nu forbedrede sagsbehandlingstider.
 
Det kniber dog fortsat for de hørende myndigheder, og de advokater, der bemyndiges til at fremsende sagerne til rådet, at følge rådets vejledning herom, herunder særligt for så vidt angår vedlæggelse af egen læges journal samt alt relevant billeddiagnostisk materiale fra røntgenundersøgelser, CT og MR-skanninger mv., hvilket er af helt afgørende betydning for rådets besvarelse af de stillede spørgsmål.
 
Retslægerådet har som følge heraf besluttet at udarbejde følgende tjekliste som supplement til den ajourførte vejledning vedrørende fremsendelse af fremtidige sager til rådet med henblik på ny at sikre, at sagerne er sufficiente ved første fremsendelse til rådet. Såfremt vejledningen ikke følges, tages der forbehold for at returnere sagen til den hørende myndighed med en bemærkning herom.

 

  • Spørgetema i to eksemplarer

            Er spørgetemaet, dateringen heraf, godkendt af retten, udskrift af retsbogen bedes vedlagt.
 
 

  • Journal fra egen læge

Egen læges journal, inklusiv lægens egne konsultationsnotater, der som minimum dækker 5 år før den hændelse, der giver anledning til fremsendelse af sagen, og frem til forelæggelsesdagen.
 
 

  • Journalmateriale fra hospitalsindlæggelser

Hospitalsnotater og journaler af relevans for de stillede spørgsmål.
 
 

  • Speciallægeerklæringer

Speciallægeerklæringer af relevans for de stillede spørgsmål.
 
 

  • Billedmateriale

Billedmateriale fra alle undersøgelser, der vedrører den eller de hændelser/legemsdele, der giver anledning til fremsendelse af sagen. Billedmaterialet skal fremsendes fysisk som røntgenbilleder eller elektronisk på CD-rom, DVD eller USB.
 
 

  • Ikke eksisterende billedmateriale

Såfremt billedmateriale ikke længere eksisterer (er destrueret) bedes dette anført. Beskrivelser bedes vedlagt i muligt omfang.
 
 

  • Politirapporter/skadesanalyser

Vedlægges i muligt omfang for så vidt angår trafikulykker.
 
 

  • Billeder af arbejdsplads samt arbejdsbeskrivelse

Vedlægges for så vidt angår sager om arbejdsskader og – ulykker.
 

 

Retslægerådet |Toldboden 2, 2. sal | 8800 Viborg | Tlf.: 33 92 33 34